Jeg er udmærket klar over, at når vi snakker om chatbotprogrammering, kunstig intelligens, Natural Language Processing osv. – så oplever vi, at de fleste står og ser meget desorienteret ud. Det bliver meget hurtigt nørdet og teknisk at høre på, men sandheden er, at den tungeste udvikling af en chatbot slet ikke ligger i det tekniske, men i forfinelse af dialogen.

Der hersker ikke længere nogen tvivl i branchen… Chatbots er kommet – ikke bare for at blive, men for at vende totalt op og ned på den måde vi bruger teknologien omkring os. Det anslås, at der alene på Facebooks Messenger-platform er mere end 200.000 chatbots, men mere end 90% af dem består af statiske programmer, der kan stille brugeren et spørgsmål, som så kan svare ved at trykke på en knap. Og hvorfor så det?

 

Brugerfladen der ikke eksisterer
Det er meget meget svært at arbejde med menneskers intentioner. De fleste kan godt se, at det ville være utroligt smart, at kunne fortælle teknologien, hvad den skal gøre, i stedet for at skulle gennemskue en brugerflade, der kan være mere eller mindre intuitiv. Men den ikke-eksisterende brugerflade bliver der stadig arbejdet på at komme med et brugbart eksempel på.

Det skyldes i høj grad, at udviklingen af den kan være meget abstrakt, fordi den ikke foregår i den logiske kode, men ude i ”virkeligheden”. Ude mellem menneskers intentioner.

Normal softwareudvikling forgår ofte på denne måde:

Definere opgaven -> Udvikle opgaven -> Udgive opgaven -> Evaluere opgaven.

Denne model fungerer bare ikke, når den ikke-eksisterende brugerflade, baseret på kunstig intelligens og menneskelige intentioner, skal udvikles. For du kan ikke definere intentioner. Hvad vil brugeren spørge om? Hvordan vil der blive spurgt?

Softwareudviklere anno 2018
De dygtige programmører og interfacedesignere, som ellers har tegnet den teknologiske verden indtil nu, er ikke altid de rette udviklere til den ikke-eksisterende brugerflade. Det er faktisk brugeren, der har den største ekspertise, og derfor dur det ikke, at de først bliver involveret som den sidste del af udviklingsfasen. Men skal de involveres, så er vi nødt til at hive softwareudviklingen væk fra kodesprog, og over i noget som både bruger og software kan forstå. Den ikke-eksisterende brugerflade består af dialog, så det er dialog, der skal til.

Det har vi løst ved at lade teknikerne løse det tekniske, og placere dialogtræningen i en dialog, og det er gjort i erkendelse af, at det er en fatal fejltagelse at underkende denne del af udviklingen frem imod den effektive og brugbare teknologi, som chatbots nemt kan komme til at være.